“Skizotypi er en lettere form for skizofreni og blev tidligere kaldt en grænsepsykose. Altså en tilstand, der lå på grænsen til en psykose.”

Forord

“Jeg troede, mørket var noget udenfor mig.

Noget jeg kunne løbe fra.

Men mørket sad i mig.

Som en gammel ven, jeg ikke ville kendes ved.”

Det er meget vigtigt for mig at påpege at intet i mine beskrivelser må ses som nogen kritik af andre. Alle virker med de værktøjer man nu engang har i sin værktøjskasse. Intet andet er muligt. 

Jeg vil understrege at minder og hændelser er set fra min side, og jeg kan selvfølgelig ikke udelukke at min Skizotypi har forvrænget min hukommelse, ligesom nogle begivenheder er udeladt for ikke at sætte mig selv eller andre i et unødvendigt dårligt lys.

 I 2025 blev jeg, efter ca. 15 måneders terapi, diagnoseret med Skizotypi. en svær psykisk lidelse der minder meget om skizofreni, dog uden vedvarende hallucinationer. Men dog, for mig,  en meget seriøs lidelse der har påvirket mit liv mest i negativ retning, men i enkelte tilfælde også i en postiv retning. 

Årsagen til at jeg endelig kom i behandling var vrangforstillinger, i en ekstremt presset periode, der gjorde at jeg blev arresteret for at filme folk i det offentlige rum. Det var ment som en måde for mig at “opsamle” energi, men for samfundet var det blufærdighedskrænkelse. Det må jeg jo så tage ansvaret for, men det var en skræmmende “åbning” ind til samfundets virkelige verden.

“Tanken om at være sammen med en kæreste, at røre og blive rørt, er absolut 100% lykkefølelse – som en gylden lava fra mellemgulvet op langs rygraden og ind i hjernen, hvor kærligheden lægger sig over hele hjernen som et vibrerende og tåget filter, hvor et lysten tunnelsyn giver et ønske om kontakt, men samme gyldne lava skifter hurtigt til en koldt mørk verden hvor mørket fortrænger lyset med en dyb brummende kulde der har sorg, frygt og ydmygelse med. Det var visheden om den sikre afvisning, og derefter flugten ind i en mørk kold ensom verden, da det jo var der jeg høre til”  

Afsnit 1

Miljøet

Familien bestod af min far, mor, storebror og 2 storesøstre. Der er 7 år mellem min storebror og jeg og 4 år mellem min yngste storesøster og mig.  

Så jeg var efternøleren, der blev født lige før min far besluttede sig at ville forlade min mor, da han havde fundet en anden kvinde. Som jeg har fået fortalt det, så ville den nye kvinde dog ikke efterlade min mor med 4 børn, så han blev.  

Mine søskende var ikke vildt begejstret for at få en lillebror.  Mine 2 søstre tog en dag den barnevogn, jeg sov i, skyndte at køre af sted, hen af landevejen, hvorefter de vippede den, og væltede mig ud i vejgrøften. Da de kom hjem igen, fik de dog dårlig samvittighed, og fortalte min mor, der jo så kom og hentede mig. 

Det er selvfølgelig  ikke noget jeg kan huske, men mine søstre og min mor har ofte fortalt om det til festlige lejligheder.  Fortælling gik på at jeg faldt oven på min dyne og sov trygt da min mor fandt mig. Det har jeg måske nok lidt svært ved at tro på.

Jeg blev født på Sct. Maria hospitalet i Vejle sommeren 1970, og er født med for store øjenæbler, så jeg er født meget nærsynet, hvilket først blev opdaget i 1 klasse, da musiklæren undrede sig over at jeg overhovedet ikke kunne gengive noget på tavlen, selv om jeg sad på første række.  At jeg ikke har kunne se ret godt – jeg mener at mine første briller var ca minus 5,5 og jeg kan huske øjenlægen sige “ du skal nok ikke regne med at komme at kunne læse trafikskilte fra en bil”  – og jeg sagde “det er ligemeget – jeg skal ikke køre bil” jeg gik jo i første klasse og kunne ikke forestille mig, at jeg skulle foretage mig noget de voksne gjorde. 

Men tilbage til de første år. Vi boede på en lille trelængede gård med få dyr og lidt land, stue, køkken, toilet var i stueetagen, og soveværelserne oven på. Mellem de 3 sammenbyggede bygninger  var der en lille gårdsplads, der i den åbne ende løb ned til et markareal, hvor der blandt andet blev hentet græs til de få grise, mine forældre havde. På den langside hvor stalden var, var der også et levende træ hegn samt en lille sø, der kunne skøjtes på. Det var også på den side, at der var garage og vist en form for værksted. I garagen kan jeg svagt huske at der blev leget “Læge”. Jeg husker ikke så meget der fra – andet end at det var ubehageligt.  Der var en større have på den anden langside af huset, omgivet af træer. Landevejen var meget lille  og havde en del små generatorstationer, som jeg var sikker på var bolig for nisser. 

Et tilbagevendende samt tidligste minde jeg foregår i mine forældres soveværelse. jeg kan se og fornemme barne-sengen, der stod op mod væggen, så der lige var en passage mellem sengen og endegavlen på mine forældres seng.  Jeg fornemmer frygt – der foregår noget i sengen og det lyder ikke godt eller trygt – det lyder ondt….Jeg fornemmer at jeg ikke kan komme væk….jeg fornemmer at være uønsket og glemt.

Senere samme periode.  Vi er på etagen med soveværelser. Jeg står skræmt, forvirret og høre råb og skrig. Min far er inde ved min bror, der nu skriger og der er blod over alt. Min bror der vel er omkring 9 – 10 på dette tidspunkt, har flækket læben. I dette minde føler jeg mig meget skræmt, høj puls, og husker min far som en næsten mørk skygge samt, for mig ihverfald, rigtigt meget blod. De 2 forsvandt og jeg husker uro og ingen forklaring, eller trøst.  Jeg husker at føle mig meget utryg, uønsket og generelt bange.

Det var vinter og der var sne. Men der var også en rangorden for at komme i vintertøjet, hvor jeg selvfølgelig altid var sidst. Vel på grund af aldersforskellen mellem mine søskende og mig samt at vores forældre ikke har formået at skabe  et kærligt hjem, men derimod havde et hjem med konstante skænderier og hvor der ikke blev givet knus eller ros.

Der var også en vinter hvor jeg skulle med min far ud, og jeg brugte rigtigt meget tid på at jagte små farvede cirkler der flyttede sig rundt i sneen. Det er en af de første symptomer på Skizotypi som jeg kan huske. Den anden var muligvis en drøm, hvor jeg oplevede en gruppe voksne gå på jagt efter en ræv og jeg var rasende. men jeg tror aldrig at det skete i virkeligheden.  

Vi havde jo grise og dengang kom jo hjemmeslagteren og slagtede grisen i en garage eller i et bryggers.  Denne gang havde min mor åbenbart travlt, måske havde jeg rendt for meget rundt eller lavet larm. Ihverfald besluttede hun at jeg skulle stå og kikke på at grisen blev slagtet, lige fra den fik bolten fra boltpistolen ind i hjernen, til den ophængte gris blev skåret op, indvolde og blod væltede ud..så vendte slagteren sig om og spurgte “ Skal jeg også slagte dig?” Så løb jeg –  næsten lamslået af skræk….løb ind til min mor, der blev sur og trak mig ud på samme sted igen. Hvor jeg så stod, skræmt og ydmyget….

Når vi er i dyreverden, så husker jeg at vi kørte af sted om aftenen, bilen stoppede ved et sted, hvor der var et underligt lys, mange mennesker og et kaos, min lille barne-hjerne ikke kunne fatte. Jeg husker at blive løftet ud af bilen og står på græsset ved siden af bilen….de voksne går væk og jeg står og kigger på en gård i total brand, flammer i hele husets længde, der var, hvad jeg jo nu ved er, brandmænd og deres køretøjer…de løb med slanger…. Så opdagede jeg at der var grise, og dem kendte jeg jo hjemmefra, men jeg havde aldrig set dem blive slæbt ud forkullede og brændte…Jeg begynder nu at kunne opfatte hele scenariet – og jeg er skræmt…meget meget skræmt….Jeg står på græsset i, hvad der føles som en evighed, inden mine forældre kommer tilbage og sætter mig ind i bilen. Den dag i dag nægter min mor at tro på, at jeg kan huske det.  Det er også muligt at min sygdom fik mig til at tro at det var rigtigt og at det hele var en drøm. 

Sommeren kom og jeg tror jeg er sted lige mellem 3 og 4 år. Jeg husker, at det var varmt, og at en voksen kvinde lå og solede sig ude i haven. Solen bager, jeg bliver kaldt hen til kvinden der soler sig, hun tager mig ind til sig og gnider mig mod hendes krop…hun opførte sig på en måde der skræmte mig, dette var ikke noget jeg brød mig om…jeg hadede det og husker ikke hvor mange gange det skete, men husker det mindst 2 gange.

Stadig kan jeg ikke udholde at være i kontakt med svedig hud eller være involveret i fysisk lidenskabelige sammenvær. Der skal ikke kysses hårdt og jeg kan ikke holde til sat at have en partner der har et fysisk behov for at være sammen med mig. Det stiller meget ekstremt store krav til ens partner. Og giver en konstant sikkerhed på ikke at kunne tilfredstille og en kæmpe skam over ikke at kunne præstere samtidligt med en frygt for at bliver foragtet. 

Det bliver jeg så ikke på nogen måde i mit forhold i dag, hvor jeg er sammen med en engel på snart 21ende år. 

Samme sommer husker jeg, at der var gæster. Jeg brød mig ikke om at der var gæster, det gjorde mig utryg.  I stuen var der et sofabord, hvor der var et langhåret gulvtæppe under. Der sidder, eller ligger, en på min ryg og presser meget mit hovede hårdt ned i gulvtæppet…Jeg kan ikke trække vejret…jeg forsøger at komme fri, men jeg kan ikke….nu er jeg ved at gå i panik og jeg kan stadig ikke trække vejret…..Pludselig er personen væk …jeg er forvirret og skræmt og vel traumatiseret. 

Jeg mindes ikke at noget blev påtalt og jeg husker hele ikke at blive trøstet. Jeg tror at det var min bror, men jeg er ikke sikker. Det kunne dog godt være en god forklaring på hvorfor jeg har både frygtet og hadet ham det meste af mit liv. 

Min 4 års fødselsdag i 1974, var kaotisk. Jeg kan svagt huske at glæde mig, men mest af alt husker jeg skænderierne og utrygheden. Til min fødselsdag fik jeg en hvid kop med slik i og der var malet en bamse der stod med en skovl på siden af koppen. Men den dag kunne jeg ikke klare det – jeg gik hjemmefra med min hvide kop, der i dette øjeblik føltes som min eneste ven.  Jeg synes selv, at der var langt hen til naboen, men som 4-årig føles de fleste afstande nok som store. Så hvor langt der var hen til det gamle hus, hvis ydervægge blev støttet af træ stolper, på hjørnet at det T-kryds som Norgesvej endte i, det ved jeg ikke rigtigt. Men der boede Kresten, en herre med hvidt hår. Ham gik jeg hen til og spurgte om jeg måtte komme ind fordi jeg ikke brød mig om at være hjemme. Han tog mig ind og jeg kan huske at vi talte, men jeg kan ikke huske om hvad. Jeg har senere fået fortalt at han ringede efter min mor, der kom og hentede mig. Koppen havde jeg faktisk helt indtil jeg var 19 – 20 år, hvor den gik tabt sammen med resten af det smadrede inventar i lejligheden jeg opholdt mig i på det tidspunkt. 

Jeg husker en enkelt gang at sidde på skødet af min far, hvilket var meget ubehageligt, da han var hård…jeg husker ingen kærtegn eller kærlige ord fra forældrene til mig eller andre, og det påvirkede vel også mine søskende i deres opførelse. Jeg kan ikke huske hvornår det var, men da jeg flyttede ud fra forældrenes soveværelse var det ikke populært blandt de andre. Jeg kom til at kende følelsen af at ligge sig ned i sengen, og føle adskillige tegnestifter gemt under lagenet, Aldersforskellen var der jo – så jeg var ikke særlig velkommen i nogle lege og følte at jeg blev ydmyget jævnligt. 

Jeg husker også at have skøjter på fødderne sammen med søskende, og som jeg husker det blev jeg skubbet, men jeg kunne også have faldet selv – jeg husker stadig det voldsomme sammenstød mit baghoved havde med isen.. Jeg kan stadig genkalde mig farverne i  smerten og det lysglimt, det gav. Jeg husker ikke hvad der skete bagefter, andet jeg husker at være alene med smerten. 

Fortsættes……..